Ved kørsel foran og efter andre skal du tilpasse afstanden til foran- og bagvedkørende. Der skal altid være mindst 2 sek. køreafstand mellem køretøjerne.
Du kan bedømme om afstanden til forankørende er stor nok ved at tælle 2 sek. fra det tidspunkt hvor den forankørende passerer et punkt, som her et vejtræ, til du selv passerer punktet.
Undlad at fastholde blikket på den forankørende alene, men orientere dig så langt frem på vejen som muligt, også foran den forankørende.
Du skal så vidt muligt holde trafikrytmen, dog må hastigheden ikke overstige den højeste, lovlige og sikre hastighed på strækningen. Hvis du af en årsag skal køre meget langsomt og derved sinker de bagvedkørende, skal du nedsætte hastigheden, køre helt ud i højre side og eventuelt standse for derved at lette overhaling for de bagvedkørende.
Se i spejlene med hyppige mellemrum og hold dig orienteret om bagved kørendes afstand, hastighed og hensigt. Undlade pludselig bremsning, hvis bagved kørende er tæt på, især hvis det er et køretøj med ringere bremseevne, eller føret er dårligt.
I forbindelse med uventet kødannelse eller anden umiddelbar fare kan havariblink anvendes for at henlede bagvedkørende trafikanters opmærksomhed på faren.
Færdselstavler til kørsel foran eller efter andre
Risiko for kødannelse: Tavlen opstilles på strækninger, hvor der ofte er kødannelser. Er man sidste bil i køen, tænder man advarselsblinket ( havariblink). Et lovkrav på motor og motortrafikvej.