Færdselsreglerne gælder på alle gader og veje, cykelstier og fortove, pladser, broer og tunneller og lignende steder, hvor der er almindelig færdsel, hvad enten disse steder er offentlige eller private.
Vis hensyn og respekter andre trafikanter
Hold tilbage eller give plads for grupper af børn under opsyn af en leder, forsvarets og redningsberedskabets kolonner, ligtog og andre sluttede optog.
Kør hensynsfuldt i trafikken, vis hensyn, specielt over for de svage trafikanter.
Du er »til fare« ved en køremåde, der giver nærliggende mulighed for sammenstød eller anden ulykke.
Du er »til ulempe« ved en køremåde, hvor du uden at være til fare, kommer i vejen for en anden trafikant og derved tvinger denne til at give plads, vige til side eller holde tilbage.
Ved bestemte manøvrer, for eksempel igangsætning fra vejkant, vognbaneskift og ved standsning eller hurtig nedsættelse af hastigheden, kan du ikke altid helt undgå at komme i vejen for andre, og du skal bare sikre dig, at manøvren ikke er til unødig ulempe.
Gule kørebanestriber bruges til midlertidig regulering af færdslen ved vejarbejde og skal respekteres i stedet for eventuelle hvide striber.
Motorstop og slæbning
Ved motorstop eller lignende på en jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel med spor, skal du så godt du kan, advare lokoføreren om faren.
Ved motorstop, uheld eller lignende på et sted, hvor standsning eller parkering er forbudt, skal du snarest muligt flytte bilen væk fra stedet. Hvis bilen er til fare eller ulempe for færdslen, skal du straks opsætte en godkendt advarselstrekant mindst 50 m før bilen på almindelige veje og mindst 100 m før bilen på motorveje.
Slæbning er forbudt, hvis det slæbte køretøjs bremser eller styreapparat ikke er i forskriftsmæssig stand, og du må da overlade slæbningen til en godkendt kranvogn eller lignende.
Det er tilladt at bruge bilen til at slæbe en havareret bil. Slæbningen skal ske ved hjælp af et solidt tov, en stangforbindelse, eller lignende og således at afstanden mellem køretøjerne højst er 4 m. Er afstanden over 2 m, skal tovet tydeligt afmærkes. Hastigheden må højst være 30 km/t.
Gods og påhængskøretøj
Passagerer og gods skal være således anbragt i bilen, at føreren har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere bilen.
Gods skal være anbragt, så det ikke dækker blinklys, lygter og nummerplade, eller på anden måde være til hindring eller fare for færdslen.
I de tilfælde, hvor transport af bagage/gods bag på bilen dækker for én eller flere påbudte lygter og reflekser, skal der anbringes en lygtebom bag på godset/bagagen.
Gods, der rager mere end 1 m ud over bilens forreste eller bagerste punkt eller mere end 15 cm ud over siderne, skal afmærkes med en klud eller på anden tydelig måde. I lygtetændingstiden skal godset, afmærkes med cylinder samt rødt lys bagud og hvidt lys fremad.
Hvis noget tabes eller spildes på vejen, og det medfører risiko for færdslen, skal det straks fjernes.
Til en bil må kobles højst et påhængskøretøj, og kun såfremt bilen er godkendt hertil.
Bilens vægt må med personer, bagage eller andet læs ikke overstige den tilladte totalvægt, som er anført i registreringsattesten til bilen.